Det er ved at være noget tid siden jeg sidst har omtalt de workshops jeg laver rundt omkring på de bornholmske skoler som Huskunstner. Og det er ikke fordi der ikke sker noget på den front. Tværtimod, for dét gør der: 7 hold, fra 3. til 8. klasse, fordelt på 5 skoler, har jeg nået siden september!
Nu har jeg så lige haft et par hold som i særdeleshed har været sjove at arbejde med:
På Østerlars Friskole har man nemlig en årlig tradition hvor 3-5. klasse skriver deres egen musical helt fra bunden for derefter at opføre den. Og det har været en ganske spændende opgave at være med til at skrive de sange som de skal bruge i musical’en.
Det, at have et specifikt tema at arbejde ud fra, giver lige opgaven med at skrive sangene en ekstra dimension. Her skulle de bruge sange til bestemte scener, så her var altså tale om bundne opgaver for de enkelte af holdets grupper. Og jeg må sige at de klarede opgaven ret godt. Lige netop på denne skole, har jeg oplevet flere elever som bare ryster fede tekstlinjer ud af ærmerne – eller har en klar fornemmelse for hvordan melodien i deres sang skal være.
10 nye, brugbare sange blev skrevet af 9 grupper, som hver havde 2 dage. Sådan noget får jeg bare den skønneste optur over!
Jeg besøgte dem også sidste år, så flere af eleverne var gengangere. Dengang lavede vi også sange til deres musical. Herunder kan I se et par klip fra avisen, som skrev lidt om det…