Sang, dansemoves, attitude og performance. Om og om igen – og så lige én gang til! Selvom man er træt efter en lang dag i skolen.
Sådan er showbizz – også!
De fem MGP-aspiranter Rebecca, Astrid, Asger, Karla og Anton fra Svaneke Friskole var jo for nylig i studiet for at indspille en demo af deres sang Det’ kærlighed under kyndig vejledning af producer James Thomas. Og nu lyder deres sang som en hel million. Hvilket forhåbentlig kan øge deres chancer i forhold til at blive udtaget til MGP 2017.
En ting er dog at have en demoindspilning, hvor man har sunget i et studie. Her kan man nemlig gøre det om indtil det lyder rigtigt – og derefter kan produceren klippe de bedste af optagelserne sammen og lægge diverse effekter på, samt rette diverse småfejl. Noget ganske andet er at stå på en scene, live foran et publikum og på direkte, landsdækkende TV…! Her har man én og kun ÈN chance, så dér skal ens performance bare være lige i skabet.
Så for at forberede de unge mennesker på at skulle performe, satte jeg dem stævne i Svaneke Friskoles musiklokale. Dels for at holde dem til ilden, dels med henblik på at optage en video hvor de optræder live med mig og mit videokamera som publikum. At se sig selv på video kan være ganske lærerigt, om end lidt grænseoverskridende. På video kan man nemlig se hvordan ens optræden virker – på godt og ondt.
De har masser af gode idéer til deres sceneshow og især pigerne har flair for at danse og finde på små serier af dansetrin. Så med vedholdende øvning er der masser af potentiale til en god optræden. Og skulle de komme så langt som til MGP-finalen, får de selvfølgelig hjælp fra DR’s koreografer og sangcoaches m.m.
Så vi terpede. Forfra og forfra igen og igen… De er seje og går på med krum hals, selvom det godt kan være lidt svært at holde koncentrationen og energien, når man lige har været i skole. Det er dog ingenting i forhold til hvad de skal yde, hvis de bliver udtaget til boot-camp og måske endda selve MGP-finalen.
Showbizz er hårdt arbejde – men frem for alt er det fedeste i verden, hvis man kan lide at være i rampelyset. Og skal man deltage i MGP, skal det først og fremmest være en sjov og berigende oplevelse. Det skal være lysten der driver værket – og indtil nu lader det da også til at være tilfældet for “mine” MGP-kidz.
Om nogle dage mødes vi igen. Jeg aftalte med Asger, Astrid, Karla, Anton og Rebecca at de skal øve på deres sang og sceneshow – og mon så ikke vi får en fin, lille demovideo i kassen. Dét tror jeg vi gør.
MGP-projektet er støttet af DPA (Danske Populær Autorer) som en del af deres Projekt Ophavsbørn